Kennelmærke

Hvem er vi

Jeg hedder Laila Eriksson

Jeg bor i Midtjylland på grænsen til Nordjylland på et nedlagt landbrug sammen med min mand Carl Madsen og vores yngste datter på 18 år.
Udover Joy vores vidunderlige hovawart, har vi to ponyer og en kat.

Siden jeg var ca. 12 år har der været hunde i min familie.
Min første egen hund fik jeg da jeg var 20 år og det er den som gjorde, at min kærlighed fald på racen Hovawart.
Min første hund var en blanding mellem Labrador og Flatcoated retriever og hed Zita, en fantastisk og nem hund. Det var en tæve som nogle af min mors venner ikke havde fået solgt da den var 3 måneder, så jeg fik hende ganske gratis og jeg var vildt lykkelig.
Jeg gik til lydighedstræning med hende og til agility og hun var en super dygtig hund.
Da Zita var 4 år var jeg flere gange blevet spurgt om jeg ikke skulle have hvalpe på hende, for der var flere som rigtigt gerne ville have en hvalp efter hende. Jeg møder så en vidunderlig hanhund i rideklubben, en stor flot blond hovawart og ejeren og jeg bliver enige om at vores to hunde helt klart skal have et kuld hvalpe. Hvad jeg ikke vidste dengang og ikke tænkte på at undersøge, var at de racer ligger meget langt fra hinanden adfærdsmæssigt, min Zita var meget nem fra dag et, men en hovawart, den kræver "lidt" mere. Hvilket også gjorde at tre af hvalpene ender i et nyt hjem inden de er ½ år fordi hvalpekøberne (og jeg) troede det var små nemme Zita'er som de havde købt.

Zita fik 11 hvalpe, hvor hun dog kun fik lov til at kun at beholde 7, da jeg ikke vidste om jeg kunne sælge så mange.
Jeg endte selv med at beholde en hvalp og skæbnen ville, at den jeg beholdt blev 99 % hovawart i udseende og sind og da den er mellem 1 til 1½ år tænker jeg: Hvad har jeg dog rodet mig ud i ForvirretHa haSmiler stort
Hvalpen jeg beholdte, var en hanhund som fik navnet Franz og han var lidt en af mundfuld at håndterer i forhold til hans meget nemme mor. Jeg gik til hundetræning med dem begge, 2 gange om ugen og det skulle vise sig at være en meget klog beslutning.
Da Franz bliver omkring 2 år begynder han at falde til ro og han bliver en suveræn lydig, rar og nem hund som vokser med opgaven at blive familie og vagthund og en hund jeg kunne tage med mig overalt.

Så da Franz ender med at blive denne fantastiske hund, indser jeg hurtigt at næste hund skal være en ægte hovawart, selvom jeg blev udfordret i Franz's teenage år, kunne jeg kun se at vi var et fantastisk match og racen passede fint til mig. Så jeg var overbevist om at når Zita ikke var hos os længere skulle vi have vores næste hovawart.

Da Zita dør, kan jeg hurtigt se at vores situation ikke er til at jeg kan få en hovawart.
Mit store ønske med en hovawart var at skulle træne i DcH og komme ud til et par konkurrencer.
Men vi var lige blevet selvstændige med et landevejs cafeteria som have åbent alle dage hele året rundt og havde 2 små børn og en gård med masser af dyr, bl.a. 8 ponyer, som der også skulle være tid til, så det var ikke en mulighed at få en hund som ville kræve noget ekstra.
Så jeg måtte vente og i stedet for, får min mand en Dansk Svensk gårdhund og den får så hvalpe med en Ruhåret foxterrier hvor vi beholder en hvalp og så kom der liv i huset, så da Franz døde, gammel og mæt af dage, havde jeg rigeligt i de 2 små larmende og uartige banditter.

Jeg endte med at vente i 11 år efter Zita's død, før tiden var til at få en hovawart.
Men så kunne det heller ikke vente længere.
Kan huske det var midt i december, vores dansk Svenske gårdhund pludselig dør, vi har købt alle julegaver og der er ikke umiddelbart 9.000 til 10.000 ekstra til en ny hund, men jeg har jo kun en ting i hovedet -  HOVAWART  nu  ;-)
Og min mand må kapitulerer, han kan godt se at der bliver ikke ro i huset før jeg får min længe ventede hovawart.
Tingene går pludselig stærkt og 1.juledag 2011 kører vi til Tyskland og henter Joy.

Jeg må indrømme, jeg havde ikke sat mig vildt ind i at der faktisk bliver lavet hvalpetest af de små poder og at der er linjer som bruges mest til udstilling og linjer som avles med henblik på brugsarbejde.
Jeg skulle bare have en blond hovawart tæve og købte den som var til salg.
og hun har ikke ligefrem en masse brugslinjer i sig, men det vidste jeg jo ikke noget om.
Jeg havde fortalt avler hvad jeg skulle bruge hvalpen til, den skulle jeg træne lydighed med og lidt konkurrence håbede jeg - ikke at jeg vidste hvad det indebar og så skulle det være vores familie og vagthund.
Opdrætterne ville gerne have jeg udstillede Joy en enkelt gang i Tyskland, jeg fik dem til at ændre det til udstilling i Danmark, for Tyskland var da alt for langt væk Ha ha

TJA og se nu Smiler stort

Nu har vi udstillet i Finland, Norge, Sverige, Tyskland og England.
Jeg endte med at få meget mere end jeg overhovedet havde drømt om ChokeretSmiler stort

I kan læse om alle Joy's præstationer herinde.
Hun har virkelig været værd at vente på og nu har jeg også tiden til al det Joy og jeg laver. Mine børn er store, en er flyttet hjemmefra og den anden ikke meget hjemme og manden sejler.

 

Jeg har nu taget kennelmærke, da jeg gerne vil føre Joy's linjer videre, da jeg synes hun er vidunderlig Cool
Mit mål med min avl er at lave nogle gode og sunde brugshunde med et fantastisk temperament og stor arbejdsglæde og som samtidigt er gode familie og vagthunde.


Medlem af DKK og DHK
 

En stolt mor og far.
Zita med hendes hvalpe.

Franz min første "hovawart" :-)